Solnedgang og ny på Instagram

Vi er taget alene i campingvognen, Gamerboy og jeg. Lige før afgang hjemmefra fik han downloadet Counter-Strike til sin bærbare, og kan nu ikke vente med at komme igang med en portion uhæmmet spil.

Det er en smuk sensommer-aften, og efter at vi har fortæret en low-energy aftensmad (= frostpizza til ham og færdigsalat til mig..masser af energi i maden, men meget lidt i tilberedningen :-)) er solen ved at gå ned.

Gamerboy har for få dage siden oprettet en Instagram-profil, som erstatning for det Facebook han ikke må få endnu. Han er optaget af at få taget nogle gode billeder, som flest mulige af hans 7-10 følgere vil like. Jeg har også mit spejlreflekskamera med, og vi går ned på stranden: han tager nærbilleder, og jeg tager billeder af ham. Imens snakker vil hele tiden om hvilke motiver der mon kan være spændende at lægge på Insta, og hvilke filtre der vil gøre billedet til noget helt særligt.

IMG_0238-0.JPG

IMG_0242-0.JPG

IMG_0243-0.JPG

IMG_0240-0.JPG

Det blev en rigtig dejlig aften, som sluttede med at vi så “Hunger Games” på DVD. Spændende film, som fik snak igang om – hvordan kan det være at nogle mennesker kan bestemme over andres liv, og tvinge dem til ting de ikke vil?

Dagen efter var der dømt LAN-party. Vejret var tåget og koldt, så ønsket om at putte i campingvognen med hver sin computer var ikke svært at opfylde …

IMG_0244.JPG

En formiddag flyver hurtigt, når begge er optagede af sit: blogindlæg og Counter-Strike. Jeg satte mig over ved siden af ham og kiggede med indimellem. Som voksen kvinde kan det være svært at forstå fascinationen af et spil hvor der ikke er nogen historie eller mission, men udelukkende nakning af modstandere en masse. Men set med drenge-øjne kan jeg sagtens forstå hvorfor det er så tæskesjovt.. 🙂

IMG_0247.JPG

 

Ignore No More – ny app til forældrekontrol

www.digitalfamilie.dkBørn og mobiler

Coolgirl har lige fået sin første (brugte) mobil: en gammel Nokia der holder strøm en hel uge, i modsætning til nye smartphones. Hun er glad for at kunne ringe hjem og lave legeaftaler, men vi har ikke nogen forventning om at kunne ringe til hende. Den ligger i tasken, og fungerer som en mobil telefonboks.

Gamerboy er tæt knyttet til sin Samsung Galaxy Mini, og bruger den til at spille, surfe og høre musik på. Hvis jeg er heldig, tager han telefonen når jeg ringer eller SMS’er, men der kan også sagtens gå lang tid før der kommer svar. ”Jamen mor, jeg glemte den oppe i gangen da vi gik ned i kælderen for at spille”. Det er rart at kunne fange ham på den, men jeg ved også at den langtfra er sikker hver gang.

Kontakt hver gang

På The Guardians website faldt jeg over den følgende artikel, som beskriver hvordan en amerikansk mor har forsøgt at løse problemet med de ”besværlige” teenagere der ikke ringer tilbage. En del andre medier har ligeledes beskrevet hendes idé.

Som forældre har man en forventning om at kunne få kontakt, når man nu har betalt en mindre bondegård for den sidste nye smartphone. Men éns børn og unge deler ikke altid det behov..der er andre ting der er meget vigtigere/sjovere end at kommunikere med mor.

Hvad ville du selv have gjort som teenager, hvis du sad lige midt i et vold-grineflip med vennerne, og telefonen pludselig plinger med mors SMS ”hej skat, kommer du hjem til aftensmad”? På en eller anden måde føles det ikke så akut at bryde ud af det sjove for at svare.

Frygten går bananas

Men i den anden ende sidder mor, der forestiller sig at barnet allerede er låst inde i kælderen hos den lokale pædofile. Eller er blevet solgt til hvid slavehandel. Sharon Standifird har, for at løse det problem, opfundet en ny app: Ignore No More (Android nu, kommer til Iphone). Hvis du installerer den, kan dit afkom slet ikke bruge telefonen mere – skærmen går i sort!- indtil de har besvaret dit opkald.

Det forudsætter dog at dit barn vil være med til at lade dig lægge det på sin telefon..personligt tror jeg de fleste teenagere vil gøre kraftige indsigelser.

Er det et reelt behov?

En engelsk mor har i et blogindlæg stillet spørgsmålstegn ved, om forældre virkelig skal have lov til at begrænse børns/teenageres personlige frihed på den måde. Der er (se indlæg om børns frie bevægelse i naturen) mange skrækforestillinger om alt det der kan se med ens barn hvis de er efterladt alene, og kan komme ud for ubehagelige ting. I USA er der endda en forældrebevægelse i gang, for at gøre det strafbart at lade børn op til 9 år lege i det offentlige rum uden voksen-overvågning.

Som det påpeges i modindlægget har Sharon Standifird opfundet app’en for at bearbejde sin egen angst, og kunne rumme frygten for alt det der kan ske når éns barn bevæger sig uden for forældrenes fysiske overvågningszone. Hvis hun bare kan komme i kontakt hele tiden, kan hun slappe af.

Tillid er godt, men kontrol er endnu bedre

I mine teenageår lavede vi hele tiden langtids-aftaler. “Du må gerne gå i byen på lørdag, men du skal være hjemme kl. 02” Det var jeg også – fordi det var en måde at sikre at man også næste gang fik lov til at gå ud.

Nu bliver snakken om fornuft, regler og tillid erstattet af at vi regner med at kunne ringe til hinanden 24/7. Gamerboy har ikke en forventning om at han selv skal sørge for at komme hjem til aftensmad efter en legeaftale. Skovmanden eller jeg ringer til ham 10 minutter før aftalt tid, og siger hvornår han skal gå afsted. Og vi accepterer, småbrummende, at sådan er det. (Men er på den, hvis telefonen så er glemt et sted).

Hvad sker der ved det?

Vi har snakket meget om, at NU skal der nye boller på suppen med aftalerne. Gamerboy er gammel nok til at kunne navigere efter klokkeslet, kan fx sagtens selv gå hjemmefra og nå en bus på et bestemt tidspunkt. Men aftensmaden er det mere bekvemt at vi holder styr på. På den måde forsvinder hans selvstændighed, og springet op til næste trin i løsrivelsesprocessen forsinkes.

Som det påpeges i Rhiannon Coslett’s blogindlæg (se ovenfor) er der nok en grund til at dit barn ikke gider tage telefonen indimellem. Hvis barnet ignorerer dig, er det fordi du ringer for tit, og er for bekymret. Og viser dine børn mistillid.

Hvis I har lavet gode basis-aftaler er der ikke nogen grund til bekymring. Dine børn ønsker ikke at gøre dig angst, og derfor vil de selvfølgelig holde jeres regler. Mobilen bliver en sovepude for alle.

Det giver hele familien en falsk sikkerhed med telefonen i lommen, i stedet for at have generelle regler for sikkerhed. Som forældre skal vi lære at rumme vores periodiske (eksistentielle)  angstanfald og bekymring, i stedet for at flytte det over til kontrol af barnet.

Så- næste gang Gamerboy skal ud og lege, må han selv finde ud af at komme hjem til spisetid 🙂 Coolgirl har stadig en alder hvor hun primært bliver hentet, men også her øver vi os i at udvide radius mere og mere.

Hvilke aftaler har I hjemme hos jer?

Kommentér meget gerne – eller skriv gode tips.

Anmeldelse: Bedste familiekalender online?

www.digitalfamilie.dk

Det går stærkt!

Overvældelse vs overblik

Noget af det jeg har nydt mest ved sommeren, er pausen fra den uendelige strøm af arrangementer. Uanset om det er i familien, til spejder eller med en af børnenes klasser, er det som regel vældig hyggeligt.

Men når der hver weekend og indimellem også på hverdagsaftener er ting vi skal være med til, kan følelsen af “skriiig – hvor stopper toget henne!” godt dukke op.

Hverken Skovmanden eller jeg er født med evnen til at organisere alt i perfekte kasser. Vi humper afsted i en tilstand af mildt kaos: men som regel lykkes det at få fanget det meste et sted mellem os.

Få fødselsdagsinvitationerne fisket op af tasken, få meldt til og købt gave INDEN fødselsdagen – og sørge for at barnet rent faktisk står der til rette tid og sted.

Efter det kommer forældremøderne, håndboldweekend, lejrskoler, forældrefest – you name it. Hvordan holder man styr på alt dét, ud over hele hverdagen hvor der skal købes ind, hentes børn og gerne være noget mad på bordet?

Det stopper aldrig – hvad gør jeg?

Mens begge børn stadig gik i vuggestue og børnehave var mængden af aktiviteter ret overkommelig. Men i årene efter skolestart har det været svært at følge med…føles som at sidde med en portion dej der er kommet alt for meget gær i! Den vokser og vokser.

www.digitalfamilie.dk

Endnu flere sedler…

Jeg har ikke prøvet at have teenagere endnu, men tænker at der må komme et tidspunkt hvor det igen bliver mindre: hvor de selv sørger for at pakke taske, fragte sig selv rundt – og melde til/fra til aftaler? (Sig endelig til, hvis jeg bør blive klogere).

Efter at have prøvet forskellige metoder er Skovmanden og jeg kommet frem til at det, der virker for os er at bruge en online-familie-kalender.

Så er det muligt at holde styr på det hele, uden være i den monster-irriterende situation at savne papirkalenderen på væggen derhjemme når vi sidder på arbejdet og ikke kan huske eftermiddagens/næste uges planer.

Mange af jer bruger sikkert allerede Google Calendar til fælles koordinering. For mig var det desværre ikke en mulighed, da jeg allerede bruger den som arbejdskalender – og syntes det blev for bøvlet med flere versioner af samme kalender. Så er der problemer med adgang, navnebeskyttelse af klienter osv.

Samtidig havde vi også lyst til at prøve at finde noget, der helt specifikt er målrettet som familiekalender.

Cozi kommer ind i vores liv

Lidt research førte frem til Cozi.com – som vi har brugt lige siden. Den har apps til de fleste mobile platforme, og en mere udvidet PC-version. Følelsen af “lækkerhed” er stor. Let at bruge, og mulighed for at give personlige farver til hvert familiemedlem. Selv hunden har sin egen farve 🙂 Cozi kan synkroniseres med både Outlook og Google Calendar (samt sikkert også andre)

Hver søndag holder vi Cozi-møde efter aftensmaden. Det har nærmest karakter af et mindre generalstabsmøde: alle sedler og aftaler indsamles, og ugens planer afstemmes med arbejdskalenderen.

Mens vi skriver aftaler ind i kalenderdelen, og planlægger hvem der er tidligt hjemme og sørger for hund, indkøb mv, får børnene en stak børne-kogebøger i hånden.

www.digitalfamilie.dkDer er ofte surhed over aftenmenuen – som i alle børnefamilier. Men de uger hvor det lykkes for børn og forældre sammen at få udfyldt en hel uges Cozi-madplan, er der for det første en væsentligt lavere brokke-faktor, fordi diskussionen om “hvem der har fået flest livretter” allerede er taget om søndagen.

For det andet: de voksne slipper for panikhullet i bunden af Faktas køledisk!

Indkøbene er reddet

Der er også en indkøbsliste-funktion, som især fungerer godt hvis man har tegnet abonnement. (Cozi Gold). Så hakkes det indkøbte af, og alt det man mangler står hele tiden øverst.

Føtex og andre har noget lignende, men her mangler bare sammenhængen med den øvrige kalender. Og det bedste er: hvis Skovmanden er sendt afsted på indkøb, og jeg kommer i tanke om noget der mangler, kan det stadig skrives ind – så dukker det op fremhævet med gult på hans huskeliste.

Prøv at se denne anmeldelse – hvis du vil have et overblik over Cozi set i sammenligning med andre lignende apps/sites på markedet. Den får generelt ret positiv omtale. Men der kommer hele tiden nyt.

Hvad bruger du/I – papir, Google, apps? Og hvad virker bedst?

Nye kommentarer

    Indtast gerne din e-mail-adresse for at få besked hver gang der er et nyt indlæg - så er du med fra starten :-)