regler i familien

Ignore No More – ny app til forældrekontrol

www.digitalfamilie.dkBørn og mobiler

Coolgirl har lige fået sin første (brugte) mobil: en gammel Nokia der holder strøm en hel uge, i modsætning til nye smartphones. Hun er glad for at kunne ringe hjem og lave legeaftaler, men vi har ikke nogen forventning om at kunne ringe til hende. Den ligger i tasken, og fungerer som en mobil telefonboks.

Gamerboy er tæt knyttet til sin Samsung Galaxy Mini, og bruger den til at spille, surfe og høre musik på. Hvis jeg er heldig, tager han telefonen når jeg ringer eller SMS’er, men der kan også sagtens gå lang tid før der kommer svar. ”Jamen mor, jeg glemte den oppe i gangen da vi gik ned i kælderen for at spille”. Det er rart at kunne fange ham på den, men jeg ved også at den langtfra er sikker hver gang.

Kontakt hver gang

På The Guardians website faldt jeg over den følgende artikel, som beskriver hvordan en amerikansk mor har forsøgt at løse problemet med de ”besværlige” teenagere der ikke ringer tilbage. En del andre medier har ligeledes beskrevet hendes idé.

Som forældre har man en forventning om at kunne få kontakt, når man nu har betalt en mindre bondegård for den sidste nye smartphone. Men éns børn og unge deler ikke altid det behov..der er andre ting der er meget vigtigere/sjovere end at kommunikere med mor.

Hvad ville du selv have gjort som teenager, hvis du sad lige midt i et vold-grineflip med vennerne, og telefonen pludselig plinger med mors SMS ”hej skat, kommer du hjem til aftensmad”? På en eller anden måde føles det ikke så akut at bryde ud af det sjove for at svare.

Frygten går bananas

Men i den anden ende sidder mor, der forestiller sig at barnet allerede er låst inde i kælderen hos den lokale pædofile. Eller er blevet solgt til hvid slavehandel. Sharon Standifird har, for at løse det problem, opfundet en ny app: Ignore No More (Android nu, kommer til Iphone). Hvis du installerer den, kan dit afkom slet ikke bruge telefonen mere – skærmen går i sort!- indtil de har besvaret dit opkald.

Det forudsætter dog at dit barn vil være med til at lade dig lægge det på sin telefon..personligt tror jeg de fleste teenagere vil gøre kraftige indsigelser.

Er det et reelt behov?

En engelsk mor har i et blogindlæg stillet spørgsmålstegn ved, om forældre virkelig skal have lov til at begrænse børns/teenageres personlige frihed på den måde. Der er (se indlæg om børns frie bevægelse i naturen) mange skrækforestillinger om alt det der kan se med ens barn hvis de er efterladt alene, og kan komme ud for ubehagelige ting. I USA er der endda en forældrebevægelse i gang, for at gøre det strafbart at lade børn op til 9 år lege i det offentlige rum uden voksen-overvågning.

Som det påpeges i modindlægget har Sharon Standifird opfundet app’en for at bearbejde sin egen angst, og kunne rumme frygten for alt det der kan ske når éns barn bevæger sig uden for forældrenes fysiske overvågningszone. Hvis hun bare kan komme i kontakt hele tiden, kan hun slappe af.

Tillid er godt, men kontrol er endnu bedre

I mine teenageår lavede vi hele tiden langtids-aftaler. “Du må gerne gå i byen på lørdag, men du skal være hjemme kl. 02” Det var jeg også – fordi det var en måde at sikre at man også næste gang fik lov til at gå ud.

Nu bliver snakken om fornuft, regler og tillid erstattet af at vi regner med at kunne ringe til hinanden 24/7. Gamerboy har ikke en forventning om at han selv skal sørge for at komme hjem til aftensmad efter en legeaftale. Skovmanden eller jeg ringer til ham 10 minutter før aftalt tid, og siger hvornår han skal gå afsted. Og vi accepterer, småbrummende, at sådan er det. (Men er på den, hvis telefonen så er glemt et sted).

Hvad sker der ved det?

Vi har snakket meget om, at NU skal der nye boller på suppen med aftalerne. Gamerboy er gammel nok til at kunne navigere efter klokkeslet, kan fx sagtens selv gå hjemmefra og nå en bus på et bestemt tidspunkt. Men aftensmaden er det mere bekvemt at vi holder styr på. På den måde forsvinder hans selvstændighed, og springet op til næste trin i løsrivelsesprocessen forsinkes.

Som det påpeges i Rhiannon Coslett’s blogindlæg (se ovenfor) er der nok en grund til at dit barn ikke gider tage telefonen indimellem. Hvis barnet ignorerer dig, er det fordi du ringer for tit, og er for bekymret. Og viser dine børn mistillid.

Hvis I har lavet gode basis-aftaler er der ikke nogen grund til bekymring. Dine børn ønsker ikke at gøre dig angst, og derfor vil de selvfølgelig holde jeres regler. Mobilen bliver en sovepude for alle.

Det giver hele familien en falsk sikkerhed med telefonen i lommen, i stedet for at have generelle regler for sikkerhed. Som forældre skal vi lære at rumme vores periodiske (eksistentielle)  angstanfald og bekymring, i stedet for at flytte det over til kontrol af barnet.

Så- næste gang Gamerboy skal ud og lege, må han selv finde ud af at komme hjem til spisetid 🙂 Coolgirl har stadig en alder hvor hun primært bliver hentet, men også her øver vi os i at udvide radius mere og mere.

Hvilke aftaler har I hjemme hos jer?

Kommentér meget gerne – eller skriv gode tips.

Seneste kommentarer

    Indtast gerne din e-mail-adresse for at få besked hver gang der er et nyt indlæg - så er du med fra starten :-)