travlhed

Anmeldelse: Bedste familiekalender online?

www.digitalfamilie.dk

Det går stærkt!

Overvældelse vs overblik

Noget af det jeg har nydt mest ved sommeren, er pausen fra den uendelige strøm af arrangementer. Uanset om det er i familien, til spejder eller med en af børnenes klasser, er det som regel vældig hyggeligt.

Men når der hver weekend og indimellem også på hverdagsaftener er ting vi skal være med til, kan følelsen af “skriiig – hvor stopper toget henne!” godt dukke op.

Hverken Skovmanden eller jeg er født med evnen til at organisere alt i perfekte kasser. Vi humper afsted i en tilstand af mildt kaos: men som regel lykkes det at få fanget det meste et sted mellem os.

Få fødselsdagsinvitationerne fisket op af tasken, få meldt til og købt gave INDEN fødselsdagen – og sørge for at barnet rent faktisk står der til rette tid og sted.

Efter det kommer forældremøderne, håndboldweekend, lejrskoler, forældrefest – you name it. Hvordan holder man styr på alt dét, ud over hele hverdagen hvor der skal købes ind, hentes børn og gerne være noget mad på bordet?

Det stopper aldrig – hvad gør jeg?

Mens begge børn stadig gik i vuggestue og børnehave var mængden af aktiviteter ret overkommelig. Men i årene efter skolestart har det været svært at følge med…føles som at sidde med en portion dej der er kommet alt for meget gær i! Den vokser og vokser.

www.digitalfamilie.dk

Endnu flere sedler…

Jeg har ikke prøvet at have teenagere endnu, men tænker at der må komme et tidspunkt hvor det igen bliver mindre: hvor de selv sørger for at pakke taske, fragte sig selv rundt – og melde til/fra til aftaler? (Sig endelig til, hvis jeg bør blive klogere).

Efter at have prøvet forskellige metoder er Skovmanden og jeg kommet frem til at det, der virker for os er at bruge en online-familie-kalender.

Så er det muligt at holde styr på det hele, uden være i den monster-irriterende situation at savne papirkalenderen på væggen derhjemme når vi sidder på arbejdet og ikke kan huske eftermiddagens/næste uges planer.

Mange af jer bruger sikkert allerede Google Calendar til fælles koordinering. For mig var det desværre ikke en mulighed, da jeg allerede bruger den som arbejdskalender – og syntes det blev for bøvlet med flere versioner af samme kalender. Så er der problemer med adgang, navnebeskyttelse af klienter osv.

Samtidig havde vi også lyst til at prøve at finde noget, der helt specifikt er målrettet som familiekalender.

Cozi kommer ind i vores liv

Lidt research førte frem til Cozi.com – som vi har brugt lige siden. Den har apps til de fleste mobile platforme, og en mere udvidet PC-version. Følelsen af “lækkerhed” er stor. Let at bruge, og mulighed for at give personlige farver til hvert familiemedlem. Selv hunden har sin egen farve 🙂 Cozi kan synkroniseres med både Outlook og Google Calendar (samt sikkert også andre)

Hver søndag holder vi Cozi-møde efter aftensmaden. Det har nærmest karakter af et mindre generalstabsmøde: alle sedler og aftaler indsamles, og ugens planer afstemmes med arbejdskalenderen.

Mens vi skriver aftaler ind i kalenderdelen, og planlægger hvem der er tidligt hjemme og sørger for hund, indkøb mv, får børnene en stak børne-kogebøger i hånden.

www.digitalfamilie.dkDer er ofte surhed over aftenmenuen – som i alle børnefamilier. Men de uger hvor det lykkes for børn og forældre sammen at få udfyldt en hel uges Cozi-madplan, er der for det første en væsentligt lavere brokke-faktor, fordi diskussionen om “hvem der har fået flest livretter” allerede er taget om søndagen.

For det andet: de voksne slipper for panikhullet i bunden af Faktas køledisk!

Indkøbene er reddet

Der er også en indkøbsliste-funktion, som især fungerer godt hvis man har tegnet abonnement. (Cozi Gold). Så hakkes det indkøbte af, og alt det man mangler står hele tiden øverst.

Føtex og andre har noget lignende, men her mangler bare sammenhængen med den øvrige kalender. Og det bedste er: hvis Skovmanden er sendt afsted på indkøb, og jeg kommer i tanke om noget der mangler, kan det stadig skrives ind – så dukker det op fremhævet med gult på hans huskeliste.

Prøv at se denne anmeldelse – hvis du vil have et overblik over Cozi set i sammenligning med andre lignende apps/sites på markedet. Den får generelt ret positiv omtale. Men der kommer hele tiden nyt.

Hvad bruger du/I – papir, Google, apps? Og hvad virker bedst?

Seneste kommentarer

    Indtast gerne din e-mail-adresse for at få besked hver gang der er et nyt indlæg - så er du med fra starten :-)